Disable
Når en cache midlertidigt ikke er tilgængelig, kan cacheejeren disable cachen ved at sætte en markering på cachens side. Derved bliver andre geocachere informeret om at den pågældende cache for tiden ikke er tilgængelig. Det betyder altså at en disablet cache er en som man ikke kan forvente at finde på plads og i orden, men som cacheejeren forventer at udlægge på ny. Man disabler en cache ved at klikke på disable listing i kassen øverst til højre på cachens side.
Cacheejeren vil typisk disable en cache i følgende situationer:
- Når cachen er forsvundet (blevet mugglet) eller ødelagt.
- Når adgangen til cachen midlertidigt er spærret på grund af byggeri, skovarbejde, politispærringer ved særlige begivenheder, osv.
- Når adgangen til cachen midlertidigt er udelukket på grund af fuglebeskyttelse. Her underforstås det at cachen ellers er tilgængelig det meste af året.
- Når cacheejeren har taget cachen hjem til vedligeholdelse.
- Nogle cacheejere disabler en cache alene ud fra formodningen om at den er forsvundet, baseret på en eller flere DNF-logninger. Andre cacheejere venter med at disable til de selv har konstateret om cachen er på plads. Om man skal vælge det ene eller det andet, afhænger i nogen grad af cachens karakter.
- Somme tider bliver en cache disablet af cachegodkenderne. Det sker i forbindelse med oprydning, hvis de har en formodning om at cachen er i uorden, og at cacheejeren ikke tager sig af det.
- Somme tider bliver en cache disablet selv om den fysiske beholder er på plads og tilgængelig. Det vil typisk dreje sig om multicacher hvor der er midlertidige problemer med et tidligere trin i cachen, eller om mysterycacher hvor opgaven midlertidigt ikke kan løses. I de situationer kan man godt finde og logge den disablede cache hvis man har skaffet sig slutkoordinaterne tidligere.
Når cachen bliver disablet, skriver cacheejeren samtidig en logning. Her kan man fortælle hvorfor den er disablet, og hvornår den forventes at være tilgængelig igen. Når en cache er disablet, kan cacheejeren selv gøre den aktiv igen (enable den) ved at vælge funktionen enable listing på cachens side.
Groundspeak anfører at ideen i den midlertidige lukning er at det drejer sig om nogle få uger eller eventuelt et par måneder. Når en cache har været disablet i længere tid, vil cachegodkenderne somme tider lukke den uden varsel.
I forbindelse med søgninger på geocaching.com vises disablede cacher ofte med en blå streg gennem cachenavnet eller GC-koden.
Se også arkivering af en cache.