HTML i cachebeskrivelsen
Det er muligt at bruge HTML i cachebeskrivelsen hvis du vil lave din cachebeskrivelse lidt mere spændende at se på en blot tekst. Dette gør du ved at indsætte HTML-tags i cachebeskrivelsen. Dette lyder måske svært, men er i virkeligheden ganske ligetil, hvis blot du læser denne vejledning grundigt.
Indholdsfortegnelse
Vigtigt: Før du går i gang[redigér]
Du skal du være indstillet på at HTML i cachebeskrivelsen altid ikke kan gøres i én arbejdsgang. Du kommer sikkert til flere gange at skulle redigere og sende (Submit), for efterfølgende at kontrollere resultatet. Det er derfor en god ide, indtil du er færdig, i online formularen at fjerne fluebenet ved "Yes, this listing is active". Ellers risikerer du at cachen bliver godkendt og offenliggjort før du er tilfreds med resultatet.
For at HTML-tags overhovedet virker i din cachebeskrivelse skal denne sættes op til HTML. Det gør du ved at sætte flueben ved "The descriptions below are in HTML".
Herefter kan du følge vejledningen nedenfor, eller du kan prøve at lave HTML-teksten direkte ved hjælp af Crumlins geocache-editor.
Linjeskift og afsnit[redigér]
Når cachebeskrivelsen er sat op til HTML er du nødt til at lave linjeskift ved hjælp af HTML-tags. Linjeskift som du plejer at lave dem ved at trykke enter ignoreres.
Start med at mærke alle tekstafsnit op som afsnit. Det gør du ved at sætte et
som indledning til hvert afsnit, og et
som afslutning på hvert afsnit. Eksempel:

Her i området kom jeg meget som barn for at lege. Min bedstemor fortalte mig ofte historier om elverfolk, trolde og nisser som boede i mosen. Da jeg var 11 år så jeg en dag en elverkone. Senere har jeg regnet ud at det bare var min bedstemor, der havde klædt sig ud.

Denne cache er gemt i en mose. I våde perioder kan det være nyttigt at medbringe gummistøvler.

Du kan lave linjeskift inde i et afsnit ved at sætte HTML-tagget
sidst på linjen. Eksempel:

Jeg gik mig over sø og land

Der mødte jeg en gammel mand

Han sagde så og spurgte så

Og hvor har du så hjemme

Links[redigér]
Hvis du vil linke til en side på nettet i cachebeskrivelsen, skal du bruge . Imellem apostrofferne skriver du adressen på den hjemmeside du vil linke til. Der skal stå http:// forrest i linket, ellers virker det ikke. Vil du f.eks. linke til www.skovognatur.dk, skriver du http://www.skovognatur.dk mellem apostrofferne. Den tekst, du gerne vil have til at blive til et link skriver du mellem  og . Eksempel:
Du kan læse mere om mosen på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside.
Billeder[redigér]
Billeder kan indsættes v.h.a. .
Argumentet src="" fortæller hvor billedfilen ligger. Adressen på billedet finder du ved at højreklikke på billedlinket og vælge Kopier genvej / Kopier link-adresse. Indsæt adressen på billedet mellem apostrofferne ("") ved at taste Ctrl+V
Argumentet alt="" beskriver med få ord hvad billedet forestiller. Disse ord vises så i stedet for billedet, hvis billedet af en eller anden grund ikke kan vises (f.eks. hvis nogen overfører cachebeskrivelsen på PDA, hvor de ikke kan se billeder)
Eksempel:
Desuden kan du anvende argumenterne height="" og width="", så du kan ændre på størrelsen af billedet. Men viser du på den måde billedet større end det er, vil det se grimt ud. Og hvis du viser det mindre end det i virkeligheden er, vil det se fint ud, men brugerne skal downloade det store billede alligevel. Det anbefales at du i stedet laver billedet i den ønskede størrelse i et billedbehandlingsprogram før du oploader det.
Eksempel:
Du kan tilføje design-egenskaber v.h.a. style. F.eks. at billedet ikke skal vises med ramme, at det skal placere sig til venstre for teksten og at der skal være en højre margen.
Eksempel:

Videregående HTML[redigér]
Hvis du har mod på at lære mere om HTML findes der masser af hjælp at hente på nettet, www.html.dk er et godt sted at starte. Der er et utal af muligheder, men man kan ikke gemme hvad som helst i cachebeskrivelsen - geocaching.com har et "filter" som kun lader godkendte "HTML-tags" komme igennem og fjerner resten.
Der findes tekstbehandlingsprogrammer der kan gemme en tekst i HTML-format. Ofte har de også en knap til at vise kildeteksten, men ellers kan man åbne dokumentet i en simpel tekst-editor og kopiere indholdet til cachebeskrivelsen. I flæng kan nævnes:
- Microsoft Word - Kan gemme som HTML, men lad være. Resultatet er forfærdeligt. Det laver en masse unødvendige tags, om i bedste fald bare fylder ekstra.
- OpenOffice - Stor gratis office-pakke, findes også på dansk.
- KompoZer - Lille gratis program der gør præcis hvad man beder det om, findes også på dansk.
Tænk på at folk der ser din cachebeskrivelse ikke altid har de samme fonte mv. installeret som du har - det er ikke sikkert de ser tingene på samme måde som du gør.