Camouflage

Fra Geowiki
(Omdirigeret fra Camoufleret)
Spring til navigation Spring til søgning
Disse to beholdere kan findes som hhv GCXP1Q og GCXP1T

Det er en god idé at camouflere sin cache, så er risikoen for at den bliver mugglet mindre. Der er også geocachere, der godt kan lide en god jagt, og de sætter også pris på, at den ikke ligger frit fremme.

Når man lægger en cache skal man først og fremmest vælge en god cachebeholder. En solid og vandtæt plasticboks (f.eks. en Curver Rubbermaid eller en Tupperware) er gode cachebeholdere, men de er som regel i klare farver, som nemt ses i naturen. Man kan derfor f.eks. male dem og/eller pakke dem ind, inden man lægger sin cache. (Brug helst ikke en plastpose til indpakning!)

Husk at ammo-kasser SKAL males/mærkes, så de ikke kan forveksles med kasser med skarp ammunition.

At male sin cache[redigér]

Man kan male sin cache i mørke farver. Camouflagen hjælper ikke hvis malingen skaller af og afslører en lyserød plasticbøtte inde bagved, så gør det ordenligt: Sørg for at bruge udendørsmaling af en god kvalitet. Vask evt. cachen i varmt vand og opvaskemiddel først, da malingen hænger bedre fast hvis cachen ikke er fedtet (fra fingre eller formen den er støbt i) eller slib overfladen med fint sandpapir inden du maler. Det får malingen til at hæfte bedre. Hvis underlaget er i orden er det muligt at male med alm. spraymaling. Husk at de blanke farver ikke giver så god camouflage som de matte.

Cacheindpakning[redigér]

Man kan vælge at pakke sin cache ind af to grunde: I et forsøg på at holde en ellers billig og dårlig plasticbeholder tør ved at pakke den ind i en eller flere plasticposer, eller for at camouflere den. En mørk plasticpose er en nem form for camouflage. Men plasticposer anbefales som regel ikke, da de hurtigt bliver ulækre og de hjælper ikke med at holde cachen tør i længden. (Se cachebeholder) Alternativt til plasticposer, kan man f.eks. sy et betræk:

Cachebetræk[redigér]

En god, vandtæt beholder kan uden problemer overvintre uden yderligere beskyttelse, hvis ellers hver eneste besøgende sørger for at lukke den grundigt hver gang. Men hvis en cache ligger f.eks. i en træstub eller mellem nogle sten, bliver boksen beskidt, og så kommer der nemt skidt i rillen i låget, så det bliver svært at lukke den ordentligt. Der er mange muligheder for at lave et hylster, hvor skidtet bliver ude, men fugten ikke kommer ind. En mulighed er at lave et betræk i et ikke-sugende og ikke-vandtæt materiale - der findes flere slags stof, som man hurtigt kan sy et betræk af. Man klipper to firkanter i en størrelse, der passer til boksen, og så syr man sammen på tre af siderne. En nem og billig måde er at bruge Tigers sorte indkøbsnet til 3,- - hvis man klipper sådan et midt over (gennem logoet) og syr siderne sammen, har man to hylstre med bindebånd (klip også bærehankene midt over). Husk at vende vrangen ud, så det sølvfarvede Tiger-logo ikke er på ydersiden. Man skal så lige klippe nogle små huller forskellige steder på hylsteret, for stoffet er vandtæt. Men det er en billig løsning, holder skidtet ude og samler ikke fugt.

Andre camouflage tricks[redigér]

Man kan lime f.eks. sand, jord eller blade fast til cachen. Eller udhule en sten eller en stump af en træstamme og lægge cachen deri. Måde at gemme cachen på er naturligvis også en del af camouflagen.

Camouflage til cacher i byerne[redigér]

Vil man camouflere sin bycache kan man f.eks. male sin cache så den falder sammen med den genstand man fastgør sin cache på. Man kan fastgøre en eller flere magneter så den kan fastgøres på/i/under et magnetisk element i bybilledet.

For at få magneter til at sidde godt fast kan en 2-komponent lim være nødvendig.