Batteri
En smartphone der bruges til geocaching, skal genoplades, og en håndholdt GPS bruger batterier!
Som geocacher er du nødt til at tænke over om din GPS-modtager kan blive ved at virke lige så længe som du har tænkt dig at være på tur. Tænk over hvad du gør hvis du løber tør for strøm.
Hvis du har en håndholdt gps med almindelige batterier, kan du skifte batterier i marken. Alkalinebatterier fås overalt, og det er let at have reserver med, men hvis man er flittig geocacher, bliver det hurtigt dyrt. Her skal man overveje genopladelige batterier.
Hvis du geocacher med smartphone eller en anden type gps, kan du i praksis ikke skifte batterier i marken. Her får du brug for en anden måde at have reservekapacitet med på, men hvis du er på tur i bil, kan du også komme langt med løbende at genoplade i bilen.
Indholdsfortegnelse
USB - batteripakke[redigér | redigér wikikode]
Der er kommet en del USB-batteripakker på markedet, som typisk kan lade en smartphone op, en 4-5 gange (kapacitet 6600 mAh). De fås f.eks. med mini-USB til opladning af batteripakken, og med 2 almindelige USB-udgange til opladning af udstyr som MP3, MP4, mobiler, GPS'er og hvad du ellers har, som kan modtage strøm via et USB-stik, Eksempel PortaPow.
I det nævnte eksempel, kan man vælge mellem forskellige kabler og stik, ved bestilling.
Batteridrevne opladere som den viste fås med forskellig kapacitet til forskellige priser. Kapaciteten varierer fra 1000 mAh til 7000 mAh. Fælles for dem er at man lader dem op hjemmefra via en stikkontakt eller en USB-forbindelse. Ude i marken kan man så bruge den til at oplade sin telefon.
NiMH - genopladelige batterier[redigér | redigér wikikode]
Det er en stor fordel for økonomien og miljøet at bruge genopladelige batterier. En sædvanlig teknik er at have to sæt genopladelige batterier, hvor det ene sæt sidder i GPS'en mens det andet sæt medbringes opladt, klar til at skifte. Derudover er det en god ide at have et sæt almindelige alkaline-batterier (ikke genopladelige) med i reserve som en ekstra sikkerhed.
De fleste GPS'er bruger AA batterier, og her gælder det om at få fat i nogle genopladelige (type NiMH), som har så stor kapacitet som muligt, gerne over 2.500 mAh.
I en Garmin 60 CSx holder 2 stk 2.600 mAh batterier mindst 20 timer, uden brug af baggrundslys og med batterisparefunktionen slået fra. Bruger man baggrundslyset, reduceres holdbarheden med mellem 50 og 75 % alt efter lysstyrken.
Når man bruger genopladelige batterier, skal man have en batterilader. En opladning tager omkring 5 timer i en moderne hurtiglader og måske 15 timer i en "almindelig" batterilader. NiMH-batterier tåler omkring 1000 opladninger før de er slidt op.
LSD NiMH - genopladelige batterier der kan ligge opladt længe[redigér | redigér wikikode]
Når du skal ud at købe nye genopladelige batterier er det værd at bemærke, at der siden slutningen af 2005 har været en ny batteritype (LSD NiMH) på markedet. Denne type har mærkbart mindre selvafladning end de ordinære genopladelige batterier. Med andre ord: Din GPS bliver ikke flad af at ligge slukket hjemme i skuffen, og dine reservebatterier bliver heller ikke flade af at ligge i din geocaching-bagage. LSD NiMH-batterier i størrelse AA fås typisk med en kapacitet på 2.000 - 2.500 mAh. Det er noget mindre kapacitet end almindelige NiMH-batterier, og de bedste er samtidig noget dyrere. Alt i alt betyder det at almindelige NiMH-batterier kan være det bedste valg hvis man bruger sin GPS tit og meget, mens LSD NiMH nok er det bedste valg hvis man bruger sin GPS sjældent eller kort tid ad gangen.
LSD NiMH bruger samme type batterilader som NiMH-batterier.
Eksempler på LSD batterier er Sanyo Eneloop, Uniross Hybrio og GP Recyclo. En stor test af mange af batterierne kan ses her
Et tip[redigér | redigér wikikode]
Hvordan kender man forskel på de brugte og de friske genopladelige batterier når de nu ikke ligger i en ubrudt pakke?.
Et godt tip er at sætte batterierne sammen med en elastik. Vender polerne den samme vej er det ubrugte batterier (de ligger nemlig som når man køber en pakke nye batterier). Vender polerne hver sin vej så er det brugte batterier (de ligger nemlig som de gør i udstyret). Man kan også gøre det omvendt, så de ligger med polerne modsat, når de er opladte (klar til brug i GPS og andet) og polerne samme vej når de er afladte (klar til placering i lader).
Det er ikke vigtigt hvordan du gør; det vigtige er at du selv har styr på dine batterier. Se billedet!
Priser[redigér | redigér wikikode]
Priserne ændrer sig ret hurtigt på genopladelige batterier, så de oplysninger der står her (marts 2012), kan let være forældet når du læser dem, og der kan sagtens være bedre tilbud at få ved at se sig for. Priserne er først og fremmest nævnt her for at give en fornemmelse af prislejet.
Internetkøb, portofrit:
- 4 stk NiMH-batterier, størrelse AA, 2700 mAh: 109 kr.
- 4 stk LSD NiMH-batterier, størrelse AA, 2000 mAh: 109 kr.
- 4 stk LSD NiMH-batterier, størrelse AA, 2500 mAh: 159 kr.
- batterilader til almindelig stikkontakt: 50-100 kr. ekstra ved køb af 4 genopladelige batterier
- hurtiglader: ca. 200 kr.
Leverandører på nettet[redigér | redigér wikikode]
Der er mange batterileverandører på nettet, så denne liste er bare et fingerpeg. De leverandører der står her, er dem der har været nævnt tit på forum eller i Facebook-grupper, og dem andre geocachere har fundet det relevant at nævne.