FFC-jagt

Fra Geowiki
Version fra 22. maj 2014, 20:55 af M45B (Diskussion | bidrag) M45B (Diskussion | bidrag) (Kat)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Spring til navigation Spring til søgning

FFC-jagt er en konkurrencesport inden for geocaching hvor man konkurrerer om at være den første der finder en ny cache (også kaldet FTF) og markerer dette ved at skrive i cachens papirlog. Hvis cacheejeren har lagt et FFC i cachen, har man samtidig fortjent at tage og beholde FFC'et.

For at kunne komme først til en ny cache skal man igennem tre eller fire trin:

  1. Man skal opdage den nye cache.
  2. Man skal muligvis løse en opgave som er en forudsætning for at finde cachen (gælder især ?-cacher).
  3. Man skal hen til cachen.
  4. Man skal finde cachen.

FFC-jagt er en disciplin hvor stædighed, tilfældighed og dygtighed alle sammen har indflydelse. Ikke mindst når det gælder trin 3, er det ofte tilfældigt hvor lang rejsetid en geocacher har til en ny cache. Men også trin 1 kan være præget af tilfældigheder, som det fremgår nedenfor.

Det sker at der er fejl i nye cachebeskrivelser - også i koordinaterne. Når man går på FFC-jagt, har man derfor en risiko for at blive frustreret ved at det er meget svært (eller umuligt) at finde cachen på grund af fejl i beskrivelsen. Sådanne fejl bliver ofte opdaget og rettet efter at de første geocachere har fortalt om deres oplevelser i loggen, men indtil da kan der kræves ekstra stædighed i søgningen.

Hvordan opdager man en ny cache?[redigér]

En cache skal først være godkendt og frigivet før man har mulighed for at se cachebeskrivelsen og derved overhovedet opdage den nye cache. Når først cachen er godkendt, kan man opdage den på flere måder:

  1. Man kan opdage den ved søgninger efter cacher på geocaching.com, både ved brug af kort og ved brug af lister. Cachen optræder på kort og lister med det samme, bare kortet eller listen er åbnet efter at cachen er godkendt.
  2. Man kan opdage danske cacher ved søgninger efter cacher på andre websteder, fx Geocaching Kort, også her ved brug af lister eller kort. Der går tid før Geocaching Kort ser hændelser med danske cacher, herunder nye cacher. Der er altså en vis forsinkelse før cachen optræder på kort og lister. Forsinkelsen kan være fra få minutter til et helt døgn.
  3. Hvis man er premium member af geocaching.com, har man adgang til notifications, hvor man kan få en e-mail hver gang der kommer en ny cache i et specificeret område. Mailen bliver afsendt fra geocaching.com i forbindelse med at cachen bliver godkendt, men den kan blive forsinket undervejs, ikke mindst af at det typiske mailklient-program kun kigger i sin postkasse med mellemrum. Forsinkelsen er som regel på nogle minutter, men den kan være (meget) længere.
  4. Man kunne tidligere abonnere på en SMS-service, hvor man fik en SMS hver gang der blev frigivet en (dansk) cache i ens interesseområde. Denne service blev nedlagt i december 2010.
  5. Hvis man har en e-mail-klient der, fx på en klassisk mobiltelefon, tilbyder push e-mail, kan man få besked om e-mail om nye cacher (lige meget hvor den kommer fra) videresendt til sig med det samme.

Ingen af disse metoder er 100 % driftssikre, og der er derfor også altid et vist element af tilfældighed forbundet med at opdage nye cacher tidligt nok til at give en fordel i FFC-jagten.

Typisk opsætning med smartphone (premium member)[redigér]

Her er en populær kombination af ovenstående muligheder:

  • En særlig mailkonto hos gmail (eller en anden udbyder af gratis mailkonti) oprettes alene til at modtage mails om nye cacher.
  • Man laver notifications specielt til mail om nye cacher, som sender til mailkontoen.
  • Man sætter sin smartphone til at modtage mail fra mailkontoen.
  • Man sørger for at smartphonens mailprogram giver en særlig lyd fra sig når der kommer mail til netop denne konto.

Når alt går godt og der ikke er tilfældige forsinkelser, får man dermed et lydsignal på sin telefon hver gang der frigives en geocache i ens interesseområde, og man har så fået en mail der indeholder et link direkte til cachebeskrivelsen.