Attribut
En attribut er en lille ikon som indgår i en cachebeskrivelse. Attributterne fortæller på en kort og tydelig måde om forskellige egenskaber ved cachen, typisk som supplement til teksten i cachebeskrivelsen. De fleste attributter findes både i en positiv udgave (fx tilgængelig i vintervejr) og en negativ udgave (fx ikke tilgængelig i vintervejr). Den negative udgave har en rød ramme og en rød streg skråt hen over attributten, ligesom på et forbudsvejskilt.
På geocaching.com kan man se en komplet liste over alle tilgængelige attributter og deres betydning. På en enkelt cachebeskrivelse kan der højst vises 15 attributter. Cachegodkenderne anbefaler at man altid har tænkt over hvilke attributter der hører til cachen. I almindelighed udvælger man nogle attributter som er særligt relevante for netop denne cache. Hvis man ikke har prøvet det før, kan man tjekke nogle andre cachebeskrivelser for at se hvordan andre har gjort.
Indholdsfortegnelse
Redigering af attributter
Attributterne udvælges og redigeres af cacheejeren ved hjælp af menupunktet Edit Attributes i menuen øverst til højre på cachebeskrivelsen.
Søgning ud fra attributterne
Hvis man er premium member, kan man lave en pocket query efter geocacher hvor man bruger attributter som søgekriterier.
Overførsel af attributter til en GPS
Hvis man bruger en smartphone til online-geocaching, har man typisk hele cachebeskrivelsen tilgængelig mens man søger efter cachen. Det omfatter også attributterne. Hvis man derimod har overført cachebeskrivelserne til en håndholdt GPS, er attributterne typisk ikke tilgængelige. Umiddelbart betyder det at man ikke har adgang til den information som attributterne giver. Det kan være let frustrerende hvis man tjekker cachebeskrivelsens hint, og det viser sig at der står se attributterne. Attributterne kommer dog med (som tekst, ikke som ikoner) i den GPX-fil man modtager som følge af en pocket query, men kun hvis man først har ændret i sin profil på geocaching.com så man bruger GPX version 1.0.1 i stedet for den sædvanlige version 1.0.
Hvis man overfører cachebeskrivelser ved hjælp af GSAK til en Garmin-GPS som kan vise cachebeskrivelser, har man mulighed for at sætte GSAK til at oversætte attributterne til tekst og tilføjet cachebeskrivelsen. Denne opgave klares ved hjælp af makroen CacheAttributes. Attributternes information vises på GPS'en som en ekstra (kunstig) logning.
Attributter med særlige regler
Kørestol
Attributten for at en cache er kørestolsvenlig, hænger sammen med en terrænsværhed 1 stjerne. Betydningen er at cachen kan nås af en kørestolsbruger uden hjælp. Cachegodkenderne kontrollerer at terrænsværhedsgraden og kørestolsattributten passer sammen, når en cache indsendes til godkendelse.
Needs Maintenance
Attributten needs maintenance er mere dynamisk end de andre attributter. Den kan sættes af alle geocachere, ikke kun cacheejeren. Den sættes ved hjælp af en særlig logning af typen needs maintenance. Normalt sættes den af en geocacher der har været på besøg ved cachen og har opdaget at cachen trænger til et vedligeholdelsesbesøg. Den slettes typisk igen ved at cacheejeren laver en logning af typen owner maintenance; men cacheejeren kan også slette den igen ved at redigere direkte i attributterne.
Mange cacheejere opdager slet ikke at attributten er blevet sat på deres cachebeskrivelse, og så er de ofte ikke opmærksomme på at slette den igen. Derfor er der mange eksempler på cacher der har needs maintenance-attributten sat selv om det problem med cachen der skulle løses, for længst er løst.
Hvis man som cacheejer ønsker at kontrollere om man har nogen cacher med needs maintenance-attributten sat, kan man bruge en særlig søgning hos Project Geocaching.
Beacon
Attributten for at cachen kræver særligt radiomodtageudstyr, i praksis for at kunne modtage data fra en chirp, er obligatorisk når cachen ikke kan løses på anden måde.